Om Klubben
Rottweilerklubben Danmark
Kompetenceplan
Hovedbestyrelsen (herefter benævnt HB) består af 5 medlemmer, hvis opgaver er fastsat i klubbens vedtægter og eventuelt en vedtaget forretningsorden. Ingen af HB’s medlemmer kan fravige klubbens eller landets love. Hvor mulighed for dispensation fra klubbens vedtægter foreligger, kan dette kun ske efter beslutning fra HB eller efter tildelt fuldmagt.
Den daglige drift af klubben varetages gennem råd og udvalg, godkendt af HB blandt klubbens medlemmer, men kan også varetages af et HB medlem. Denne plan omhandler ikke den daglige drift, men kun det foreningsorganisatoriske. Følgende hovedansvarsområder er gældende for:
Formand
Formanden har ansvaret for afvikling af bestyrelsens møder. Det er formanden, der modtager og optager sager til behandling på HB-møderne. Formanden skal sikre en korrekt sagsbehandling og eventuel være parterne behjælpelige med at udfærdige en sagsfremstilling, der kan forelægges for HB, senest samtidig med udsendelse af mødeindkaldelse. Om muligt kan formanden eller anden relevant person udfærdige en objektiv bedømmelse af – eller indstilling til sagen. Formanden sørger for at arrangere lokale- og forplejning til HB møderne. Formanden leder HB møderne og eventuel talerække. Formanden er foreningens repræsentative “snitflade” til omverdenen og repræsenterer HB over for medlemmerne ved eventuelle arrangementer.
Formanden har konto-kik til klubbens konti.
Næstformand
Næstformanden er formandens substitut ved formandens forfald, men kan også supplere formanden efter dennes ønske.
Kasserer
Kassereren overvåger økonomien i forhold til budgettet, og skal – så vidt muligt – komme med forslag til budgetjusteringer. Mod slutningen af året udarbejdes tillige budgetforslag til det kommende budgetår. Dette udarbejdes ud fra de ønsker om tiltag og aktivitet som HB, råd og udvalg fremkommer med. Kassereren har endvidere ansvaret for medlemsadministrationen og dermed vedligeholdelsen af medlemskartotek, ind- og udmeldelser, kontingentopkrævning m.v. samt distributionen af medlemsbladet. Kassereren forestår alle ind- og udbetalinger i forbindelse med klubbens økonomi. Udbetalinger må således kun foregå i overensstemmelse med vedtagne budget eller særskilte bevillinger. Kassereren afgiver ved hvert ordinært HB-møde en regnskabsbalance og en summarisk oversigt over hele økonomien. Kassereren skal gøre opmærksom på forhold, hvor budgettet ikke efterleves af udvalg eller enkeltpersoner, og er berettiget til at holde en udbetaling tilbage, hvis fornødent budget eller bevilling ikke er til stede. Endvidere bistår kassereren lokalforeningerne med nødvendige oplysninger fra medlemsdatabasen. De administrative elementer af kassererens opgaver kan overdrages til et medlem uden for bestyrelsen.
Sekretær
Sekretæren udfærdiger dagsordenen og sørger for indkaldelsen. Senest samtidig med indkaldelsen skal eventuelle sagsbilag være medsendt. Sekretæren udfærdiger referater fra bestyrelsens møder. Referater vil altid være offentlige men ikke nødvendigvis bilagene.
Alm. bestyrelsesmedlem
Bestyrelsesmedlemmet kan tildeles kortvarige opgaver med eventuel selvstændig kompetence og budget. Det kan være særlige indsatsområder, som HB ønsker overvåget eller gjort noget ved og som er besluttet på et HB møde. Denne kan tillige – ved fuldmagt – supplere/assistere på førnævnte poster.