Om racen
Hvad er en Rottweiler
Rottweileren er en meget gammel hunderace. Man kan føre den 2000 år tilbage til den tid, hvor den opstod i det romerske imperium. Her medvirkede den kraftigt til, at landkortet over Europa ser ud, som det gør. Det fortjener den dog hverken ros eller ris for, da det naturligvis ikke skete af egen vilje, men det er ikke desto mindre en kendsgerning, at antikkens romere næppe uden Rottweilerens hjælp havde været i stand til at overskride alperne og strømme ind og erobre Centraleuropa.
For 2000 år siden var en militærekspedition en uhyre vanskelig opgave, næsten enhver form for tekniske hjælpemidler var ukendt, og troppernes rejse strakte sig ofte i månedsvis. Et af de største problemer var derfor at skaffe føden til hæren, idet man ikke kunne regne med at skaffe føden undervejs. Man kendte ikke til konservering af kød, som skulle medbringes, og det måtte derfor transporteres “på kloven” – og her kommer Rottweileren ind i billedet, idet det var dens stamfædre, der vogtede og drev hornkvæget, og under slagene blev benyttet som stridshund.
Mange hunde af denne type fulgte med på de romerske hærtogter, og på den måde nåede den frem til byen Rottweil i Wärttemberg, som romerne erobrede i det første århundrede. Rottweil ligger midt i et landbrugsland, hvor flere kvægveje mødes, og allerede fra romertiden var byen et stort kvæg og studemarked for hele Centraleuropa. Man havde derfor et stort behov for gode driv- og vogterhunde, og man fandt i den romerske drivhund den race, der bedst passede til formålet.
Krav til racen
Der stilles meget store krav til disse hunde om mod, klogskab, ubestikkelighed, fin lugtesans o.s.v. for at kunne passe det hårde arbejde i disse tider, hvor røveri og drab på landevejene snarere var reglen end undtagelsen. Men Rottweileren, som hunden nu kaldtes, indfriede de stillede krav, og egenskaberne blev yderligere udviklet og fremelsket gennem århundrede, indtil jernbanen kom og overtog transporten af stude. Rottweileren var tilsyneladende overflødig nu og syntes fortabt, men i begyndelsen af dette århundrede opdagede man, at dens egenskaber gjorde den særdeles ønskelig, til polititjeneste, og Rottweileren fik sin renæssance.
Den første Rottweiler kom til Danmark i 1911, indkøbt i Tyskland til Københavns politi. Ryth von der Freiheit var dens navn, og da hun som typisk Rottweiler var både en ypperlig tjenestehund og en elskelig hund i privatlivet, var grunden lagt til racens senere popularitet i Danmark. I dag benyttes Rottweileren også som tjenestehund i Hjemmeværnet, i vagtselskaber o.l. Den er også blevet benyttet som førerhund for blinde og som narkotikahund, men det store flertal er en god kammerat og hjemmets vogter.
Stiftelse af Rottweilerklubben Danmark
I 1944, da Rottweilerens popularitet nåede en foreløbig kulmination under tidens utrygge forhold, fandt Rottweilervenner sammen og stiftede Rottweilerklubben som specialklub under Dansk Kennel Klub. Rottweilerklubben har siden arbejdet for udbredelse af kendskab til racen og gennem rationel avl at nå frem til den ideelle type; en velbygget hund med de bedste karakter- og brugsegenskaber. Dette mål har man søgt fremmet ved at afholde avlskåringer for at finde frem til de egnede avlshunde ved kun at benytte specialister til bedømmelsen af hundene på udstillinger og skuer og ved i øvrigt at stå medlemmerne bi med råd og dåd i alle forhold vedrørende hundene.
Rottweilerklubben udgiver et medlemsblad med aktuelle artikler, med referat af udstillinger og skuer, avlskåringer og brugshunderesultater samt i øvrigt alt stof, der kan have interesse for medlemmerne. Klubarbejdet foregår på landsbasis med store arrangementer såvel som på lokalbasis i kredsene, som f.eks. Roskildekredsen, der dækker Roskilde amt, med udstillinger, skuer, møder og hundetræning m.m.
Raceprofil
Oprindelsesland: Tyskland
Anvendelse: Ledsagehund, tjeneste- og brugshund
Klassifikation: FCI Gruppe 2 (Schnauzere, Pinschere, Molosser og Schweizer Sennenhunde), Sektion 2.1 (Molosser og hunde af Dogge-type). Med brugsprøve.
Krav til racen
Rottweileren er en middelstor til stor, kraftigt bygget hund, hverken plump eller let, ikke opløben eller luftigt bygget. Dens rigtigt proportionerede, kompakte og kraftige skikkelse tyder på stor kraft, smidighed og udholdenhed.
Proportioner
Kropslængden, målt fra spidsen af brystbenet til sædebensknuden, må højst være 15 % større end skulderhøjden.
Temperament
Af natur er den venlig og fredelig, elsker børn, er meget hengiven og lydig, let at føre og glad for at arbejde. Dens fremtræden er præget af urkraft; af temperament er den selvsikker, nervefast og frygtløs. Den er særdeles opmærksom på alt, hvad der foregår omkring den.
Hoved
Skalleparti: Middellangt, bredt mellem ørerne, og, set fra siden, med moderat hvælvet pande. Nakkeknuden er godt udviklet uden dog at træde stærkt frem
Stop: Udpræget stop
Næse: Veludviklet, mere bred end rund, med forholdsvis store næsebor og altid sort
Næseparti: Må i forhold til skallepartiet hverken virke langstrakt eller afkortet. Næseryggen er lige, bred ved ansatsen og moderat aftagende udefter
Læber: Sorte, fast tilliggende, med lukket mundvig og så mørke gummer som muligt
Kæber, bid: Over- og underkæbe er kraftige og brede. Kraftigt og komplet tandsæt (42 tænder). De øverste fortænder griber i saksebid ned foran de underste
Kinder: Kindbensbuerne er udprægede
Øjne: Middelstore og mandelformede, af dyb, brun farve, godt sluttende øjenrande
Ører: Middelstore, hængende og trekantede, placeret langt fra hinanden og højt ansatte. De fremadfoldede og godt tilliggende ører får skallepartiet til at virke bredt.
Hals: Kraftig, moderat lang, godt muskuløs og med let hvælvet overlinie. Halsen er tør, uden folder eller løs halshud.
Krop
Ryg: Lige, kraftig og stram
Lænd: Kort og kraftig med dybt lændeparti
Kryds: Bredt og middellangt, forløber let afrundet – hverken lige eller stærkt faldende
Bryst: Rummeligt, bredt og dybt (ca. 50 % af skulderhøjden), med veludviklet forbryst og godt hvælvede ribben
Underlinie: Flankerne er ikke optrukne
Hale: Ikke kuperet, båret vandret i forlængelse af ryglinien; i hvile også hængende
Lemmer
Forpart: Generelt, set forfra, er forbenene lige og ikke snævert stillede; set fra siden er underarmene lodret stillede; skulderbladet hælder ca. 45º mod vandret
Skuldre: Godt lejrede
Overarm: Slutter godt til kroppen
Underarm: Kraftigt udviklet og muskuløs
Mellemhånd: Let fjedrende og kraftig – ikke stejl
Forpoter: Runde, tæerne er tæt sluttede og hvælvede, trædepuderne hårde, kløerne er korte, sorte og stærke
Bagpart: Generelt: Set bagfra er bagbenene lige og ikke snævert stillede. Når hunden står naturligt, dannes en stump vinkel mellem hofteben/overlår, overlår/underlår og underlår/mellemfod
Overlår: Moderat langt, bredt og med kraftig muskulatur
Underlår: Langt, kraftigt og bredt, muskuløst og senet
Haseled: Kraftfuldt og godt vinklet – ikke stejlt
Bagpoter: Noget længere end forpoterne, tæerne er stærke, ligeledes tæt sluttede og hvælvede
Bevægelse
Rottweileren er en traver. Ryggen forbliver fast og relativt rolig. Bevægelsen forløber harmonisk og sikker, kraftfuld og uhæmmet, med god skridtlængde.
Hud
Hovedets hud ligger overalt stramt til og kan – når hunden er meget opmærksom – danne lette rynker i panden.
Pels
Hårlaget består af dækhår og underuld (dobbelt pels = Stockhaar). Dækpelsen er middellang og grov, tæt og fast tilliggende. Underulden må ikke vise sig gennem dækpelsen. På bagbenene er hårlaget noget længere.
Farve: Sort med godt afgrænsede aftegninger af varm, rødbrun farve på kinder, næseparti, halsens underside, bryst og ben samt over øjnene og under haleroden.
Størrelse
Skulderhøjde for hanner 61 til 68 cm. 61 – 62 cm., lille 63 – 64 cm., middelstor 65 – 66 cm., stor (korrekt størrelse) 67 – 68 cm., meget stor. Vægt: ca. 50 kg.
Skulderhøjde for tæver 56 til 63 cm. 56 – 57 cm., lille 58 – 59 cm. middelstor 60 – 61 cm., stor (korrekt størrelse) 62 – 63 cm., meget stor. Vægt: ca. 42 kg.
Helhedsindtryk
Let, luftigt, højbenet helhedsindtryk. Svage knogler og muskulatur.
Fejl
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Hoved: Jagthundehoved; smalt, let, for kort, langt eller plumpt hoved; flad pande (manglende eller ringe stop)
Næseparti: Langt eller spidst næseparti, spaltet næse, væddernæse (konveks) eller sadelformet (konkav) næseryg, faldende næseryg (ørnenæse), lys eller plettet næse
Læber: Ikke stramt sluttende, rosafarvede eller plettede læber; løs (åben) mundvig
Kæber: Smal underkæbe
Bid: Tangbid
Kinder: Stærkt fremtrædende
Øjne: Lyse, dybtliggende, for udstående eller runde øjne, løse øjenrande
Ører: For lavt ansatte, tunge, lange, slappe eller tilbagelagte ører såvel som opretstående og uens bårne ører
Hals: For lang, spinkel hals med svag muskulatur, hudfolder eller løs halshud (Wamme)
Krop: For lang, for kort, smal
Ryg: For lang, svag eller sadelformet ryg, karperyg
Kryds: Afskydende kryds, for kort, for lige eller for langt
Bryst: Fladribbet eller tøndeformet brystkasse, opkneben bag brystet
Hale: For højt eller for lavt ansat hale
Forpart: Forben snævert stillede eller ikke lige; stejl skulder; mangelfuld albuetilslutning; for lang, for kort eller stejl overarm; blød eller stejl mellemhånd; spredte poter; for flade eller for stærkt hvælvede poter; misdannede tæer; lyse kløer
Bagpart: Bagbenene med flade køller, hasesnævre, kohasede eller hjulbenede; for stejle eller overvinklede led; vildtkløer (NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i Danmark)
Hud: Hudfolder i hovedet
Hårlag: Blødt, for kort eller for langt, bølget pels, manglende underuld
Farve: Aftegninger fejlfarvede, uklart afgrænsede, for store
Diskvalificerende fejl
Generelt udpræget omvendt kønspræg (feminine hanner, maskuline tæver).
Bid: Underbid, overbid, krydsbid; manglende fortand, hjørnetand, præmolar eller molar
Øjne: Entropion, ektropion, gule øjne, uens farvede øjne
Hale: Haleknæk, oprullet hale; halen båret stærkt til siden i forhold til ryglinien
Hårlag: Udpræget langhåret eller bølget pels
Farve: Pelsfarven afvigende fra Rottweilerens standardfarve: Sort med brune aftegninger, Hvide pletter i pelsen
Temperament: Ængstelige, sky, feje, skudrædde, bidske, overdrevent mistroiske eller nervøse hunde
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning: Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som alvorlige fejl.
Det mentale arvegods
Optrænede resultater er ikke arvelige. Som alternativ beskæftigelse for folk, der er mere optaget af, hvad deres hund kan lære, end af, hvordan den ser ud, findes der dressurforeninger med lokalafdelinger over hele landet. På RKDs træningspladser arbejdes der hovedsagelig med BHP/IPO-programmet. Mange af kredsene tilbyder hvalpetræning. Dansk Politihundeforening tilbyder et meget alsidigt og spændende konkurrenceprogram, også i Hjemmeværnet og i Civilforsvaret er der mulighed for at beskæftige sin hund særdeles realistiske opgaver. Danmarks civile hundeførerforening, DCH, har som landets største dressurforening landsomfattende træningsvirksomhed. Der er altså mange træningstilbud. Men egentlige forsøg på at klarlægge og beskrive hundens karakteregenskaber har været fåtallige. Avlskåringer har enten været rene eksteriørbedømmelser, eller de eventuelle karakterbedømmelser har i betydelig udstrækning været baseret på vurdering af i forvejen optrænede egenskaber, eksempelvis ærmearbejde for en del brugshunderacers vedkommende.
Rottweilerklubbens mentaltest
Rottweilerklubben har som den eneste af DKKs specialklubber i snart tyve år haft en mentaltest, der er baseret på den nyeste etologiske forskning. Den fortæller noget om væsentlige funktioner hos vore hunde – funktioner, der er vigtige ikke blot i træningssammenhæng, men også i almindelig social omgang med hundene. Testen forudsætter ingen indlæring af nogen art, kun normalt veltilpassede hunde. Den anbringer hundene i nye og ukendte situationer for at afsløre deres egne virkelige reaktioner. Derfor vil forsøg på at træne hundene med henblik på mentaltesten være meningsløse, da man ikke kan tillægge indøvede og optrænede egenskaber genetisk værdi uden at putte blår i øjnene på sig selv. Mentaltesten har haft stor betydning i Rottweilerklubben. I en tyveårig periode er hundene blevet venligere og mere omgængelige, mindre dominante og mere jagtbetonede. De er blevet livligere og mere aktive. Netop disse kvaliteter lægges der vægt på i mentaltesten, og der er slet ingen tvivl om, at testen har været kraftigt medvirkende til, at vi i dag har en Rottweiler, der som brugshund er konkurrencedygtig med en hvilken som helst anden race.
Testen og specialklubben
De enkelte racer findes, som nævnt, beskrevet i racestandarder, som typisk er meget grundige med hensyn til hundenes udseende. Til gengæld er der i almindelighed ikke brugt megen plads til at beskrive de enkelte racers karakteregenskaber. I en række standarder står der faktisk slet ingenting om mentaliteten. I flere standarder siges det, at racen skal være blid eller venlig over for børn. Og det er sandelig også vigtigt, at vores hunde er glade for børn og kan omgås dem problemfrit og ubesværet. Blot er det sådan, at der ikke findes noget specielt anlæg for, hvordan hunde omgås børn. Hundenes opfattelse af børn er helt afhængig af de erfaringer, de fra små hvalpe har haft eller ikke har haft med børn. Rottweilerstandarden er en af de glædelige undtagelser fra reglen om, at standarderne næsten kun beskæftiger sig med udseendet. Desværre blev den skrevet i en tid, da man ikke erkendte den store betydning, som hundenes jagtadfærd har i brugsarbejdet. Idag ved vi, at det meste af, hvad hundene lærer under træningen, er baseret på jagtadfærd. Det gælder sporarbejde, narkohundenes søgen efter hash eller heroin, politihundenes lange ronderinger og sandelig også de forskellige former for ærmearbejde, hvis indlæringen ellers har været rigtig. Man kan af denne og andre grunde sige, at standarden trænger til at blive moderniseret. Ved hjælp af mentaltesten bliver hundene beskrevet med et ordvalg, der er i overensstemmelse med vor tids viden om hundens adfærd. Erfaringerne fra Rottweilerklubben viser, at når en klub vælger at satse på testning, udlæses i første omgang en kraftig debat med mange modsatte synspunkter. En sådan debat er under alle omstændigheder langt at foretrække fremfor en laden stå til eller ligegyldighed. På længere sigt får klubbens medlemmer en nyttig viden om hundens karakteregenskaber – en viden, der er mærkbar på valget af avlshunde og dermed er til stor nytte for racen.
Testen og opdrætteren
For den enkelte opdrætter er det vigtigt, at hvalpene er velfungerende, så de har mulighed for at opfylde de forventninger, som både opdrætteren og hvalpekøberen har til dem. Desværre er ikke alle hunde velfungerende. Om problemerne skyldes arv eller miljø eller muligvis begge dele, er ikke altid så nemt at afgøre. Men det er helt sikkert, at en del hunde bærer på uheldige anlæg, som de vil videreføre til deres eventuelle hvalpe. At anlæg ikke umiddelbart kan ses, betyder ikke, at de ikke eksisterer. I almindelighed ved vi naturligvis, om vores hunde opfører sig fornuftigt i omgang med fremmede mennesker og andre hunde. Men hvor meget ved vi om vores hundes evne til at afreagere, dvs. glemme ubehagelige oplevelser? Det ved vi nok ikke særlig meget om, selv om denne evne i høj grad er arvelig og tilmed meget afgørende for, om hundene kan finde sig til rette i vores komplicerede, menneskeskabte samfund. Hvor meget ved vi om, hvor let vore hunde bliver forskrækkede? Eller om deres tilbøjelighed til aggressiv adfærd? Kombinationen; usikkerhed/aggressivitet er en farlig cocktail, der uden tvivl er årsag til mange af de hundebid, som vi til overflod kan læse om i aviserne. Det er forhåbentlig enhver opdrætters mål at få sunde og velfungerende hvalpe. Jo bedre kendskab opdrætteren har til forældredyrene, desto større chancer er der for at få dette mål. Mentaltesten har i denne sammenhæng meget stor betydning, fordi opdrætterne gennem test af forældredyr og afkom (hvalpetest og kuldfremstilling) kan få dokumentation for, at væsentlige anlæg og egenskaber hos avlsmaterialet er i orden.
Sundhed
Rottweileren er generelt en sund hund, både fysisk og mentalt, hvilket selvsagt er af betydning for en race, der kræves noget af brugsmæssigt. Dette skyldes tildels, at Rottweilerklubben er opmærksom på, hvilke kvaliteter, der bør tages hensyn til i avlen, men også det faktum, at Rottweileren, heldigvis, aldrig er blevet for populær. Meget populære hunderacer må nemlig lide under den svøbe, det er, når alt hvad der ser dagens lys, kan sælges. Dette er dog ikke ensbetydende med, at alle Rottweilere er sunde og raske, men med lidt sund fornuft og kritisk sans har man en særdeles god mulighed for at anskaffe sig et glimrende eksemplar af racen. Udover at tænke sig godt om før man køber hunden, bør man være opmærksom på følgende:
Vaccination
Dette er et krav for at deltage i træning og på udstillinger, men bør dog være motiveret af ejerens interesse for sin hunds ve og vel. Proceduren er, at hunden basisvaccineres to gange med fire ugers mellemrum, og herefter opfølges vaccinationen en gang årligt. Man kan vaccinere mod en masse forskellige lidelser, og alle dyrlæger bruger ikke den samme vaccine. Fælles for de vacciner der bliver brugt, når man bare kommer og beder om at få sin hund vaccineret, er dog, at de beskytter hunden mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse. Herudover kan de også beskytte mod kennelhoste og leptospirose. Desuden kan man få sin hund vaccineret mod rabies (hundegalskab), hvilket er påkrævet, hvis den skal med uden for landets grænser, samt mod coronavirus, som er en diarré, der ikke er helt ualmindelig, men dog sjældent er fatal for voksne hunde. Det vigtigste er dog at få sin hund vaccineret mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse, og da du ikke kun betaler for vaccinen, men også for en konsultation, er det samtidig et uundværligt årligt sundhedscheck af hunden. Her har du mulighed for at få spurgt om nogle af alle de ting, du går og spekulerer over til hverdag (det er helt i orden at have en huskeseddel med), og dyrlægen kan hurtigt bedømme, om hunden ser, lyder, og føles normal, eller om der er nogle småting, der skal kigges nærmere på.
Ormekur
Indvoldsorm er ikke noget, man opdager, med mindre hunden er meget svært angrebet, men man bør alligevel give den en ormekur 2-4 gange om året. Der findes flere forskellige præparater i håndkøb, og da de virker lidt forskelligt, er det en god ide at skifte af og til.
Sygeforsikring
En sygeforsikring er en mægtig god investering, trods det at den har en selvrisiko på ca. 500 kr. og hverken dækker udleveret/ordineret medicin eller udgifter i forbindelse med hofteledsdysplasi og medfødte lidelser. Forsikringerne koster fra ca. 500 kr. årligt, og er en god sikkerhed, hvis man er så uheldig, at hunden kommer ud for en ulykke, eller skal opereres for f.eks. entropion/ektropion, livmoderbetændelse eller lign., hvor regningen hurtigt løber op i flere tusind kroner. I det følgende beskrives nogle lidelser, som man på et tidspunkt vil støde på, når man bevæger sig i Rottweilerkredse. De er alle mere eller mindre arveligt betingede, og forekommer hos en lang række forskellige racer.
Hofteledsdysplasi
Hofteledsdysplasi betyder, frit oversat, en fejlagtig udvikling af hofteleddet, og anses for at være en af de mest betydningsfulde, arvelige lidelser hos de større hunderace. Den fejlagtige udvikling af hofteleddet består i, at hofteskålen og lårbenets ledhoved ikke passer så godt sammen pga. løshed eller “ledskred”, hvorved der sker en forkert belastning af leddet med evt. smerter og slidgigt til følge. Forekomsten varierer inden for de forskellige racer, men 36 % af de røntgenfotograferede Rottweilere, der registreres i DKK, har en mild til svær grad af HD. Der er ingen direkte sammenhæng mellem de forandringer, man kan se på et røntgenbillede, og de symptomer hunden viser, men som regel vil de svære grader af dysplasi vise sig som konstante eller tilbagevendende haltheder. HD er en multifaktoriel lidelse, dvs. at den skyldes mange forskellige faktorer, der, når de spiller sammen, giver sig udslag i de førnævnte forandringer. Disse forandringer omfatter både arvelige og miljømæssige forhold. De miljømæssige forhold omfatter bl.a. hurtigt vækst og for megen foder og motion, i det hele taget alt, hvad der belaster den voksende hund unødvendigt. Desuden vil et forkert (og i øvrigt også for højt) indhold af kalk, og andre mineraler og vitaminer i foderet, kunne forstærke udviklingen af HD. Lidelsen nedarves polygent, dvs., at anlæggene for HD er spredt over et større, og i øvrigt ukendt, antal pladser på generne. Dette er en af årsagerne til, at helsøskende der vokser op i samme miljø, kan have vidt forskellig HD-status, alt efter hvor mange “gode” henholdsvis “dårlige” anlæg de har modtaget fra hver af deres forældre (hvert individ har to anlæg for hver egenskab, et fra hvert forældredyr). Som følge af den mangelfulde viden omkring antallet af de involverede gener, er der heller ikke nogen nøjagtige angivelser af lidelsens arvelighed, men forskellige undersøgelser har vist resultater fra ca. 25-85 %. Diagnosen stilles ved røntgenfotografering, som er obligatorisk for Rottweilere, hvis hvalpe man ønsker stambogsført i DKK. Ved bedømmelse af billederne klassificeres hofterne efter en tildelt skala med betegnelserne:
Stambogsføringsret på afkom:
A1
A2 HD-fri
B1
B2
C1 HD grad I
C2
D1 HD grad II
D2
E1 HD grad III
E2 HD grad IV
Man kan desværre ikke gardere sig 100 % mod HD, men man kan mindske risikoen ved nøje udvælgelse af forældredyrene samt fornuftig fodring og motionering af hvalpen. Artrotisk (gigt-) forandringer i albuerne er et meget almindeligt fund hos mellemstore-store, hurtigvoksende hunderacer og ses hos op til 50 % af individerne i en race. Det er ikke nødvendigvis alle de afficerede hunde, der får problemer, men benshaltheder er ikke ualmindeligt hos Rottweilere i vækst. De omtalte forandringer er et resultat af forkert belastning af leddet og kan skyldes flere forskellige vækstforstyrrelser hos den voksende hund, der dog alle ser ud til at være betinget af både arv og miljø.
Albueledsartrose
Albueledsartrose har ingen sammenhæng med HD, men nedarves på samme måde, og er under indflydelse af de samme miljøbetingelser (se foregående afsnit). Siden 1. januar 1994 har DKK tilbudt en frivillig, central bedømmelse af røntgenfotograferede albueled, der gradueres efter følgende skala:
0 = Ingen røntgenologiske forandringer
1 = Milde røntgenologiske forandringer
2 = Moderate røntgenologiske forandringer
3 = Kraftige røntgenologiske forandringer
Entropion / Ektropion
Entropion = indadkrængning af øjenlåg og Ektropion = udadkrængning af øjenlåg, er en arvelig lidelse, der af og til ses hos Rottweilere. Problemet er efterhånden blevet mindre, da afficerede dyr udelukkes fra avlen. Begge tilstande disponerer for hyppige til konstante tilfælge af øjenbetændelse, men kan korrigeres ved et mindre kirurgisk indgreb.
Kryptorchisme
Manglende nedstigning af en eller begge testikler i pungen. Arveligt betinget, hvorfor sådanne individer udelukkes af avlen. Normalt bør begge testikler befinde sig i pungen, når hvalpen er 8 uger gammel (og kan afhentes), men nedstigning af testiklen kan i nogle tilfælde ske helt frem til 6-12 måneders alderen.
Navlebrok
Forekommer hos alle racer og er arveligt disponeret. Mindre brokdannelser forsvinder af sig selv, men mindre kirurgiske indgreb kan være nødvendige.
Tandfejl
En normal hund har 42 blivende tænder samt saksebid. Tandfejl i form af manglende eller overtallige tænder samt bidefejl ses hyppigt. Alt efter fejlens art kan hunden udelukkes fra avlen, men vil kun i ekstreme tilfælde selv være påvirket af tilstanden.
Korsbåndsrupturer
Ligesom tilfældet er hos mennesker, kan også hunde sprænge deres ledbånd. Hos Rottweilere, og andre tunge racer, er det oftest korsbåndet i knæet, det går ud over. Der er endnu ingen entydige beviser for, at tilstanden er arvelig, men den har en tendens til at forekomme hyppigere inden for nogle familier end andre, hvorfor det ikke er helt urimeligt at antage en arvelig disposition.
Rottweileren som brugshund
Rottweileren er en brugshund, og der er i den avlsmæssige prioritering ofte lagt meget vægt på hundens brugsmæssige anlæg. En rottweiler, som man ikke arbejder og -samarbejder med, bliver ofte en besværlig hund. Derfor er det vigtigt, at hunden stimuleres gennem arbejde, også selv om den primært er familiehund. Ud over at man får en gladere, mere omgængelig og lydigere hund, kan dette arbejde være indgangen til brugshundesporten, hvor mulighederne for såvel motion som spændende og udfordrende konkurrencer er lige så gode som i enhver anden sportsgren.
Her kan man nævne PH programmet, som er af dansk oprindelse, hvorfor der kun kan konkurreres nationalt. Et andet program er IPO, som står for “Internationale Prüfungsordnung”. Dette er et konkurrenceprogram, og der konkurreres både nationalt og internationalt. Det er også RKDs officielle program (men uanset, om man blot ønsker at træne hunden på motionsplan eller har ambitioner om egentlig konkurrenceaktivitet, er en af Rottweilerklubbens lokalforeninger det rigtige sted at henvende sig).
Men inden du kan starte træning, skal hvalpen dog være færdig vaccineret, hvilket typisk er sket mellem 3 og 4 måneders alderen. Jo yngre hundene er, desto mere modtagelige er de for indlæring. Erfaringen viser, at indlæring tidligt i hundens liv hænger bedre fast.