Det mentale arvegods
Optrænede resultater er ikke arvelige. Som alternativ beskæftigelse for folk, der er mere optaget af, hvad deres hund kan lære, end af, hvordan den ser ud, findes der dressurforeninger med lokalafdelinger over hele landet. På RKDs træningspladser arbejdes der hovedsagelig med BHP/IPO-programmet. Mange af kredsene tilbyder hvalpetræning. Dansk Politihundeforening tilbyder et meget alsidigt og spændende konkurrenceprogram, også i Hjemmeværnet og i Civilforsvaret er der mulighed for at beskæftige sin hund særdeles realistiske opgaver. Danmarks civile hundeførerforening, DCH, har som landets største dressurforening landsomfattende træningsvirksomhed. Der er altså mange træningstilbud. Men egentlige forsøg på at klarlægge og beskrive hundens karakteregenskaber har været fåtallige. Avlskåringer har enten været rene eksteriørbedømmelser, eller de eventuelle karakterbedømmelser har i betydelig udstrækning været baseret på vurdering af i forvejen optrænede egenskaber, eksempelvis ærmearbejde for en del brugshunderacers vedkommende.
Rottweilerklubbens mentaltest
Rottweilerklubben har som den eneste af DKKs specialklubber i snart tyve år haft en mentaltest, der er baseret på den nyeste etologiske forskning. Den fortæller noget om væsentlige funktioner hos vore hunde - funktioner, der er vigtige ikke blot i træningssammenhæng, men også i almindelig social omgang med hundene. Testen forudsætter ingen indlæring af nogen art, kun normalt veltilpassede hunde. Den anbringer hundene i nye og ukendte situationer for at afsløre deres egne virkelige reaktioner. Derfor vil forsøg på at træne hundene med henblik på mentaltesten være meningsløse, da man ikke kan tillægge indøvede og optrænede egenskaber genetisk værdi uden at putte blår i øjnene på sig selv. Mentaltesten har haft stor betydning i Rottweilerklubben. I en tyveårig periode er hundene blevet venligere og mere omgængelige, mindre dominante og mere jagtbetonede. De er blevet livligere og mere aktive. Netop disse kvaliteter lægges der vægt på i mentaltesten, og der er slet ingen tvivl om, at testen har været kraftigt medvirkende til, at vi i dag har en Rottweiler, der som brugshund er konkurrencedygtig med en hvilken som helst anden race.
Testen og specialklubben
De enkelte racer findes, som nævnt, beskrevet i racestandarder, som typisk er meget grundige med hensyn til hundenes udseende. Til gengæld er der i almindelighed ikke brugt megen plads til at beskrive de enkelte racers karakteregenskaber. I en række standarder står der faktisk slet ingenting om mentaliteten. I flere standarder siges det, at racen skal være blid eller venlig over for børn. Og det er sandelig også vigtigt, at vores hunde er glade for børn og kan omgås dem problemfrit og ubesværet. Blot er det sådan, at der ikke findes noget specielt anlæg for, hvordan hunde omgås børn. Hundenes opfattelse af børn er helt afhængig af de erfaringer, de fra små hvalpe har haft eller ikke har haft med børn. Rottweilerstandarden er en af de glædelige undtagelser fra reglen om, at standarderne næsten kun beskæftiger sig med udseendet. Desværre blev den skrevet i en tid, da man ikke erkendte den store betydning, som hundenes jagtadfærd har i brugsarbejdet. Idag ved vi, at det meste af, hvad hundene lærer under træningen, er baseret på jagtadfærd. Det gælder sporarbejde, narkohundenes søgen efter hash eller heroin, politihundenes lange ronderinger og sandelig også de forskellige former for ærmearbejde, hvis indlæringen ellers har været rigtig. Man kan af denne og andre grunde sige, at standarden trænger til at blive moderniseret. Ved hjælp af mentaltesten bliver hundene beskrevet med et ordvalg, der er i overensstemmelse med vor tids viden om hundens adfærd. Erfaringerne fra Rottweilerklubben viser, at når en klub vælger at satse på testning, udlæses i første omgang en kraftig debat med mange modsatte synspunkter. En sådan debat er under alle omstændigheder langt at foretrække fremfor en laden stå til eller ligegyldighed. På længere sigt får klubbens medlemmer en nyttig viden om hundens karakteregenskaber - en viden, der er mærkbar på valget af avlshunde og dermed er til stor nytte for racen.
Testen og opdrætteren
For den enkelte opdrætter er det vigtigt, at hvalpene er velfungerende, så de har mulighed for at opfylde de forventninger, som både opdrætteren og hvalpekøberen har til dem. Desværre er ikke alle hunde velfungerende. Om problemerne skyldes arv eller miljø eller muligvis begge dele, er ikke altid så nemt at afgøre. Men det er helt sikkert, at en del hunde bærer på uheldige anlæg, som de vil videreføre til deres eventuelle hvalpe. At anlæg ikke umiddelbart kan ses, betyder ikke, at de ikke eksisterer. I almindelighed ved vi naturligvis, om vores hunde opfører sig fornuftigt i omgang med fremmede mennesker og andre hunde. Men hvor meget ved vi om vores hundes evne til at afreagere, dvs. glemme ubehagelige oplevelser? Det ved vi nok ikke særlig meget om, selv om denne evne i høj grad er arvelig og tilmed meget afgørende for, om hundene kan finde sig til rette i vores komplicerede, menneskeskabte samfund. Hvor meget ved vi om, hvor let vore hunde bliver forskrækkede? Eller om deres tilbøjelighed til aggressiv adfærd? Kombinationen; usikkerhed/aggressivitet er en farlig cocktail, der uden tvivl er årsag til mange af de hundebid, som vi til overflod kan læse om i aviserne. Det er forhåbentlig enhver opdrætters mål at få sunde og velfungerende hvalpe. Jo bedre kendskab opdrætteren har til forældredyrene, desto større chancer er der for at få dette mål. Mentaltesten har i denne sammenhæng meget stor betydning, fordi opdrætterne gennem test af forældredyr og afkom (hvalpetest og kuldfremstilling) kan få dokumentation for, at væsentlige anlæg og egenskaber hos avlsmaterialet er i orden.
